søndag den 12. juli 2009

Bienvenidos

Para Usted, que hablan español. Este es mi "blog" sobre todo el viaje - de Miami, Florida, a Bogotá, Colombia. Saben, que no hablo mucho español, y por esto no escribo mucho. Y probablemente cometo muchos errors. Disculpan me, por favor.

Todo empiezan en Miami. Por un semana corremos en un auto alquilo. A "The Everglades" para ver caimáns, a Orlando para ver Kennedy Space Center, Universal Studios y Sea World. Son fantásticos.

Después vamos a La ciudad de Belize por avión, y de allí en un barco a Caye Caulker - un isla muy bonita. Fuimos mucho quemado por el sol, pero es un pequeño paraíso. Entonces a un parque nacionál con jaguares, pero no veimos ninguno, lo siento.

...

Continuará. Voy con Soeren a desayunos in Bogotá, Colombia.
Hasta luego amigos.

mandag den 6. juli 2009

Ny hjemrejseplan

Colombia er ufattelig stort, afstandene er meget lange og vi brugte nok lidt for lang tid i Guatemala og Honduras isaer. Alt i alt kan vi ikke holde tidsplanen paa en behagelig maade. Saa nu har vi faaet aendret flybilletterne, saa vi flyver til Miami fra Bogotá her i Colombia og dropper Ecuador. Det maa blive en anden god gang.

Og saa til det praktiske: De nye flybilletter rykker hele tidsplanen lidt, for de gaar hjem en dag foer planlagt. Det vil sige, at vi flyver herfra den 13. juli og lander i Kastrup den 14. juli kl. 13.05. Flynummeret er BA814, hvis nogen skulle faa lyst til at modtage os i lufthavnen (isaer henvendt til mine foraeldre, men andre, der foeler sig truffet, er naturligvis ogsaa velkomne).

Vi ses i gode gamle dannevang!

torsdag den 2. juli 2009

Fint besoeg ved Panamakanalen

Et af de planlagte hoejdepunkter paa turen er Panamakanalen. Den 80 kilometer lange vandrute sluser kaempestore containerskibe op over den smalleste sted i Mellemamerika til Panamas indsooer og saa ned igen paa den anden side. En stor bro af vand, som afhaenger af de store maengder regn, landet faar her i vintertiden.

Det var bestemt et imponerende syn. Et kaempe bjerg af containere floed stille og roligt - helt majestetisk - igennem porten og ind i slusen. Saa sivede vandet langsomt ned i den naeste sluse, saa vandstanden blev udlignet og skibet sank ganske langsomt. Naeste port aabnes, og kolossen glider videre frem - godt hjulpet er de forholdsvis smaa lokomotiver forbundet til skibet paa begge sider af slusen. For og bag.

Mange mennesker var samlet for at se det store skib blive foert ned fra platauet og sluppet ud i Stillehavet. Men pludselig vrimlede det med asiatier med store kameraer. Det var som at vaere taet paa den lille havfrue gange hundrede. Og saa flokkedes de omkring nogle maend i fine jakkesaet, som blev foert over paa den anden side af slusen for at faa den ekstra gode udsigt over kanalen.

Heldigvis fandt vi en, der kunne tale rigtig godt engelsk, og han forklarede os, at det var en hel delegation fra Taiwan, som var i Panama i anledningen af indsaettelsen af den nye, liberale praesident. Faktisk var det ham, der havde arrangeret turen. 169 mennesker i alt, heriblandt 39 journalister, en praesident, en raekke ministre og en hel del sikkerhedsfolk fra Taiwan havde han med sig.

Den taiwanske praesident naaede desvaerre ikke ud til slusen til dette arrangement, men vi fik udpeget transportministeren, som stod hoejt oppe og kiggede paa det store skib, som var paa vej ind. Det var naturligvis et skib fra det store taiwanske fragtfirma, Evergreen. En vigtig del af den firedagelange pressetur i Panama.

I oevrigt var pressechefen rigtig rar og meget nysgerrig. Hans kone rejste igennem Danmark for fire aar siden, men han havde aldrig selv vaeret der, og vi skulle helt bestemt komme til Taiwan snart.

Jeg tror maaske, jeg saa den taiwanske praesident og hans kone omgivet af sikkerhedsfolk lidt senere, da centeret omkring slusen var ved at lukke, men jeg er ikke sikker. Har ikke lige faaet tjekket op paa de asiatiske praesidenter fornylig, desvaerre.

Vild med vand

Nu har jeg forstaaet forskellen paa ¨river rafting¨ og ¨white water rafting¨. Efter en ni timers bustur fra Costa Ricas hovedstad, naaede vi til det nordlige Panamá, og besluttede at blive et par dage i Bouquete, en hyggelig lille by i et meget smukt omraade lidt oppe i bjergene.

Herfra tog vi med paa en white water rafting tur sammen med en god blanding amerikanske turister. Nogle meget rutinerede, nogle helt nybegyndere - lige som os.

¨White water¨ betyder, at vandet er skummende hvidt, fordi floden er fyldt med store sten, der skaber vilde, brusende boelger overalt. Det gaelder ikke mindst for Chiriquí Viejo, som vi begav os ud paa. Vandet var meget voldsomt, fordi det regner saa meget nu. Derfor kunne vi heller ikke finde en tur, der var mindre end en klasse tre - og nogle steder fire - paa en skala fra et til fem, hvor fem er sindssygt.

I en stor oppustet gummibaad vaeltede vi bare rundt ned ad den brusende flod. Nogle steder var vandet helt stille og roligt - det var ¨river rafting¨- andre steder blev baaden hevet helt ned i boelgerne for efterfoelgende at blive skubbet helt op paa en boelgespids og hen over de store sten paa bunden.

Vi kom i en baad med en erfaren panamaner, en guide og en amerikansk kvinde i 50'erne, som havde sine to smaa nevoeer med ud i verden. De var meget entusiastiske, men ikke spor erfarne. Pludselig blev baaden suget ned i en hvirvelstroem og saa smidt op i hoejre side, hvor jeg sad. Soeren, tanten, panamaneren og den yngste af drengene blev smidt ud af baaden.

Inden turen havde vi selvfoelglig faaet at vide, hvad man skal goere, hvis det sker. Guiden fik ogsaa hurtigt den lille ombord igen, og den aeldste af nevoeerne bjergede sin tante ombord, som godt nok ikke var saerlig glad, og svaergede, at det her bestemt var hendes sidste tur!

Soeren blev fisket op af den anden baad og tilbageleveret lidt senere i roligere vand. Han klarede det heldigvis ret godt. Slog sig kun lidt paa knaeene i de stenfyldte boelger, og roede frisk videre.

Den sidste del af turen var mere afslappet og rolig. Puha. Men det var en rigtig god tur. Det er bestemt en god maade at opleve den vilde og voldsomme natur paa. Derudover er det jo utrolig smukt bare at flyde med floden og se de mange flotte traeer og sjove dyr, som klatrer, kryber og flyver rundt helt uforstyrret omkring os.

fredag den 26. juni 2009

Den rige kyst

Det startede lidt skidt med lange koeer ved graensen til Costa Rica og et virkelig tamt rodeo i truckerbyen Cañas om aftenen. Nogle bonderoeve uden noget at tage sig til paa en mandag aften moedtes i en stor arena for at genere nogle tyre. De kendte tilsyneladende rutinen. Gav et par spjaet, til tossen hoppede af, jagtede et par unge knaegte tre meter, og saa lige direkte mod udgangen.

Men saa kom vi til Tortuguero. Nationalpark Vesterhavet gaa hjem og vug, siger jeg bare. Her taler vi virkelig vild, fantastisk og overvaeldende natur. Floderne snor sig mellem regnskov, som filtrer sig groent ind og ud imellem utallige arter af palmer og andre utrolige traer. Parken ligger saa langt fra alting, at der ikke gaar veje derud. Derfor brugte vi en del tid i baad paa de store kanaler i og til parken.

Vores guide, Thomas, er en vittig og dybt filosofisk mand. Han viste og forklarede os meget omhyggeligt om de mange dyr, vi saa paa vejen. Dovendyr, giftige froer, forskellige aber, fugle, krokodiller (eller faktisk “caimans”, ved ikke, hvad de hedder paa dansk), edderkopper, slanger, krabber, farverige sommerfugle og groenne leguaner. Nogle af leguanerne kan loebe paa vandet. Det er meget specielt. De loeber kun 15 km i timen, men fordi de bevaeger foedderne op til 120 km i timen, loeber de lige hen over vandets overflade. Derfor hedder de ogsaa "Iguana Jesu Christo". (Proev om videoen virker!)

video

Vi ville saa gerne se en havskildpadde, naar de kommer op paa land for at grave deres aeg ned i sandet, saa vi brugte to-tre timer paa at gennemvandre hele stranden ud mod Stillehavet i Tortuguero. Baelgmoerkt i regnvejr halende efter en energisk guide, som bare blev ved at gaa og gaa og gaa. Jeg har stadig ondt i benene. Sand er haardt at gaa langt i – isaer, naar man ikke kan se, hvor man traeder. Men ingen skildpadder. Vi saa kun et “traktorspor” og en redde fra en skildpadde, som vores guide saa aftenen foer.

Paa vej ud ad parken naeste dag besluttede Thomas sig for, at vores tur paa floden godt kunne udvides med en lille tur ud paa havet. De smalle flodbaade er ganske vist ikke bygget til det, og kaptajnen kunne miste sit job, hvis nogen fandt ud af det, men...
Jeg glad er meget glad for, at de blev enige om at goere en undtagelse, for 200 meter fra kysten saa Thomas dem - han kan se de mindste dyr paa lang afstand, det havde vi allerede opdaget – men her ude mellem boelgerne fandt han forbloeffende nok et par skildpadder, som var ved at parre sig. Det goer de ved overfladen, saa de kan traekke vejret engang i mellem imens.

Det saa ogsaa haardt ud. De var som to store, ovale kampesten, hvoraf den ene ihaerdigt proevede at blive ovenpaa den anden. Ikke saa let i den boelgende havoverflade tydeligvis. Men det lykkedes vistnok. De forsvandt hvertfald ned i havet igen efter et par minutters aktion med tilskuere helt taet paa. Det var vildt. Foerste gang i Thomas’ 17 aar som guide, siger han.

Costa Rica er bestemt rig, meget rig, paa fantastiske dyr og smuk natur.

tirsdag den 23. juni 2009

Sjaelenes Cirkel

Foer spanierne kom og koloniserede Nicaragua, var Isla de Ometepe en hellig oe, som var forbeholdt begravelser og ofringer for konger og andre hoejtagtede maend i indianersamfundene.
Det er en meget smuk oe midt i den stoerste soe i Mellemamerika, Lago de Nicaragua. Oeen bestaar af to vulkaner, som er er bundet sammen af den forlaengst stoerknede lava i mellem dem. Lavaen skaber gode vaekstbetingelser, saa over alt er der groent og frodigt.


Vi kom med den sidste faerge derover fra San Jorge. Om bord var blandt andet et par biler, en bulldozer, en 20-30 nicaraguanere og os. Vi kom i snak med Victor, en ung fyr, som viste sig at vaere guide paa oeen. Han hjalp os hurtigt med at finde et sted at overnatte paa oeen OG et gratis lift dertil. Ombord var nemlig ogsaa ejeren af et af de smaa hoteller taet ved havnen.

Naeste morgen fulgtes vi med fire amerikanere paa en guidet tur med Victor. Det var virkelig godt. Han fortalte os om oeens historie som hellig gravplads. Vi saa en af de store, gamle sten, som indianerne har beskrevet oeen paa i tegninger og symboler.

Dengang hed oeen Sjaellenes Cirkel eller Aandernes Cirkel eller noget i den retning. Det var nemlig her, de sikrede en god reinkarnation for deres konger og andre vigtige maend.

Oeen var ubeboet. Et stort helligt omraade med gravpladser, templer og offersteder. 30 dage efter en kongelig begravelse med diverse ofringer til livets gud og andre ritualer, sejlede indianerne tilbage til den doede. De jordiske rester - som nu fyldte en del mindre - skulle nemlig over i en urne formet som en livmoder. Saa er han ogsaa klar til naeste foedsel igen. Smart.

I dag er oeen et populaert turistmaal, og vi talte blandt andet med Oscar, en aegte nicaraguansk turist, da vi ventede en halv soendag paa at komme tilbage til fastlandet. Han var rigtig soed og hjaelpsom og meget ivrig efter at fortaelle om politik og oekonomiske konflikter i landet.

Ved faergen moedte vi ogsaa vores naeste lift: et soedt amerikansk kaerestepar i 30'erne, som havde en lejet bil ventende paa dem i San Jorge. De skulle heldigvis ogsaa lige til San Juan del Sur for en overnatning, og vi ville gerne sydpaa for at komme videre til Costa Rica. Det var den oeferie.

Hov - en lille kroelle paa historien med bulldozeren fra faergen. Vi moedte den nemlig igen naeste morgen, da vi skulle ud paa tur paa oeen. Den var ved at rydde en vej, som blev begravet i et ordentligt bjerg af lavasten for et par dage siden under et stort regnskyl. Biler og busser maatte paent holde og vente, til der blev en lille, bumpet passage gennem lavamuren. Alle ud af bilen, og hel forsigtig koersel. Yes, vi kom igennem. Og DET var saa den oeferie.

torsdag den 11. juni 2009

Blop, blop, blop...

Foerste dag paa dykkerkursus: to dyk!
Vi sad hele aftenen i gaar og laeste paa teorien om sikker dykning, funktionerne ved dykkerudstyret og kommunikation under vandet. Vi stod endda op halv syv i morges for at laese videre, for i formiddags blev vi testet i vores dykkerviden.

Det gik heldigvis fint nok, saa meget kort efter sad vi i vandet lidt fra stranden med hele udstyret paa. Vi skulle proeve at toemme vores maske for vand - under vand - og vi oevede at faa luft fra hinandens lufttanke, i tilfaelde af, at vores egen loeber toer eller bare ikke fungerer, naar vi er under vandet.

Det er altsammen meget alvorligt egentligt, men samtidig er det vildt sjovt at sidde under vandet og kigge rundt, ligesom vi taget paa skovtur eller noget andet. Vi er jo bare taget ud i naturen, for at se lidt naermere paa den.

Efter en kort frokostpause tog vi ud paa dybere vand. Vi tog alt udstyr paa og vaeltede bagover fra baadkanten. Det var helt maerkeligt at stige ned gennem vandet.

Man skal hele tiden udloese trykket i oererne, saa det ikke kommer til at goere ondt. Men naar man eller har faaet det paa plads, saa er det bare fantastisk. Du finder den rette opdrift (eller hvad det hedder paa dansk - vi laerer det kun paa engelsk), og saa flyder du bare rundt mellem fiskene.

Havet her omkring Roatan, Honduras, er fyldt med meget farverige fisk. Lidt som at vaere i Danmarks Akvarie, bortset fra at det fuldstaendig omkranser dig. De smaa blaa, orange og maerkelige fisk svoemmer over dig, under dig og lige forbi dit hoved. Her er ogsaa fyldt med forskellige coraller og svampe, og vi saa en stor hummer og nogle bitte smaa rejer paa bunden i dag.

Vi var nede ved omkring 9 meters dybde. Vores kursus raekker til 18 meters dybde, saa det skal nok blive vildere i morgen - og endnu vildere i overmorgen...