Guatemala og de rigtige indfødte

En tidlig morgen fra San Ignacio blev vi kørt over grænsen til Guatemala og op til Tikal – den største samling mayaruiner i Guatemala og hele Mellemamerika for den sags skyld. Det var fantastisk flot. Og meget varmt.

Vi overnattede i El Remate på et meget lille ”hotel”. Næsten løbet tør for kontanter i en virkelig lille flække, hvor ingen taler engelsk. Så det var frem med parløren og ud og kigge efter madsteder, som tog imod ”tarjeta de crédito”. Mit spansk er desværre blevet rigtig ringe efterhånden. Jeg ser meget frem til et ordentligt spanskkursus. Søren er ret god til sammenligning. Heldigvis.

Vi havde lige nøjagtig penge nok til at købe en flaske vand og komme med bussen sydpå begge to.

I Santa Elena blev vi straks fundet af nogle fyre, som gerne ville have os med i en ”bus” - vist mindre officiel end den første – hele vejen til Coban. Vi troede ellers ikke, vi kunne nå så langt på en dag, og vi havde stadig ingen penge. No problemo. De stoppede bare ved nogle forskellige hæveautomater, indtil vi fandt en, der virkede.

Så nu sidder vi i Coban. En temmelig stor by, egentlig, som åbenbart har været meget tyskdomineret engang. Den er fin. Vi kom i går aftes, og vi har taget to overnatninger. Det er meget rart lige at kunne slappe lidt af og tage rundt og se noget uden hele oppakningen.

Vi er lige kommet hjem fra Lanquin – en charmerende lille by med et stort marked og masser af liv. Lige derved ligger der nogle dybe drybstenshuler, som vi var inde i. Meget langt inde. Selvom vi vendte om længe inden, det elektriske lys hørte op. Der var mega glat og temmelig klamt egentligt. Men det var også flot og fascinerende.


Det sjove er at komme med de små busser, hvor alle de lokale mokker sig rigtig godt sammen. Så kommer der lige en svedig mand og hans otteårige søn ind og lægger sin sav og sin machete under vores fødder. Nu skal de hjem til mor og de mange andre børn efter en hård dag i skoven.
Jeg glæder mig til at komme til Antigua og de andre små byer omkring Lago de Atitlan. De skulle være endnu mere indianer-agtige. Og så må jeg simpelthen have mig noget farverigt indianertøj. Det er helt fantastisk spraglet og detaljeret, det tøj, kvinderne går med. Jeg vil også.

En mening med hjælpsomheden?

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men nogle gange har jeg fornemmelsen af, at nogle ting sker med et formål – mere end af en årsag. Jeg ved ikke, om det er det, der sker for os her, eller om det bare er hele kulturen, som er anderledes imødekommende og hjælpsom her.

Tydeligvis kan det ALTID betale sig at spørge om vej, om bustider og om råd. Ja, nogle mennesker vil gerne have penge ud af os, men ofte kan det meget godt betale sig for os at tage imod tilbuddet.

Nå, men altså vi havde lige tilbragt en nat på det skumleste sted hidtil, en ”rustic cabin” i den grad, fordi vi absolut skulle på jagt efter jaguarer i Cockscomb Basin Wildlife Reserve.

Vi så naturligvis ikke nogen, men vi så mange myrer, sommerfugle, rigtige fugle og en masse insekter. Og så badede vi en kølig sø fra et af vandfaldene langt inde i skoven. Det var til gengæld helt igennem skønt.

Næste morgen blev vi hentet af Juan – en meget lavstammet, rar mand, som insisterede på at komme med til vores bryllup, selvom vi forklarede ham, at der ikke blev noget, og selvom han til at starte med skød Søren til mindst 40 og mig til 16. (Det er i øvrigt ikke noget særligt. I Florida blev jeg skudt til 13. Søren mener, det er mit alt for korte pandehår, der gør det. Han er selv ved at tillægge sig et ordentligt overskæg, så han kan falde i med den guatemalanske befolkning.) Juan kørte os til Maya Centre – en samling huse ved den store vej. Og NU kommer pointen så omsider:

Altså vi stod ved busstoppestedet ved Maya Centre – meget langt fra alting, ikke helt på toppen, og tænkte på, hvor mange busser, vi mon skulle med, og i hvilken retning, da José kom forbi i sin minibus på vej hjem til San Ignacio efter 14 dages arbejde. Han ville gerne tage os med hele vejen til San Ignacio for meget få penge. Som sendt fra himlen. Og så var han rar.

Efter en frisk ananas fra vejkanten og tre timer i bil nåede vi San Ignacio, fandt et hotel, en restaurant og en bar. José samlede folk op og satte dem af hele vejen, så nej, der var nok ikke meget ”skæbne” over det. Det er bare kulturen. Mange af passagererne plejer at blive transporteret på den måde. Det er mere fleksibelt end busserne her. Og sikkert også både hurtigere og billigere – hvis der altså lige kommer en stor bil forbi i rette øjeblik.