Mellem bjerge og skyer ligger en soe...

Vi har nu vaeret fire dage ved Lago de Atitlàn. Her er meget smukt. Soeen er blikstille og blaa. Rundt om taarner hoeje bjerge, som hele tiden er mere eller mindre daekket af skyer. Det er ret hoejt oppe, saa her er bare dejligt og nogle gange endda helt koeligt.

Det var helt fantastisk at leje en kajak og bare flyde rundt ude paa soeen mellem alle bjergene. Man kunne se, de smaa byer langsomt begyndte at taende lysene, sa det pludselig vrimlede med smaa lysprikker paa bjergsiderne.

En anden dag tog vi med en baad til Santiago, hvor der var et stort marked. Vi tog med en tuk-tuk ud til en lille landsby for at besoege Maximòn, den stoerste helgen her blandt lokalbefolkningen. Jeg har koebt en bog paa spansk om ham, men er ikke naaet saa langt. Jeg ved bare, at han var en spanier, som praesenterede de indfoedte for fyrvaerkeriet. Nu har de en figur af ham, som de flytter til et nyt hus hvert aar. Meget syret figur.

Ellers har vi bare slappet af og nydt livet, oellen og fodboldkampen naturligvis. Vi fandt en sportsbar fyldt med briter, nachos og store oel.

Nu er vi paa vej mod Guatemala City, saa vi kan komme videre til El Salvador i morgen.

Toer du bestige en vulkan med mig?

Proev lige at tage med mig op paa vulkanen Pacaya. Bare rolig. Den er aktiv, men har ikke lavet udbrud de sidste to aar.

Vi koerer i en lille bus med meget haarde saeder op ad smaa, snoede bjergveje. Den stopper i en lille skodby for enden af vejen. Her er en kiosk, et "spisested" med havestole og parasoller, et skur til at skide i (et saakaldt toilet) og nogle andre smaahuse. Smaa boern kommer rendene og vil salge vandrekaeppe og lommelygter til alle de hvide turister. Guiden indskaerper, at vi skal blive samlet under hele turen, og saa drager vi afsted.

Puh, det er varmt. Og haardt. Bare opad, opad, opad. I mudder, loese sten, ad smaa skovstier rundt og hen og op ad bjerget.
Og saa kommer regnen. Det er ikke en barmhjertig regn. Den vil helt ind til benet, og den kommer det trods paraplyer og regnslag.

Skoven stopper, men det goer regnen ikke. Landet ligger aabent foran os. Jorden er helt sort og gold. Rundt omkring damper det fra den gamle lava, som for laengst er blevet knust til smaasten og grus.

Vi kravler forsigtigt op ad nedtraadte stier, mens foedderne glider rundt i det loese grus. Regnen holder endelig op, men du kan alligevel kun se tyve meter vaek. Alt andet forsvinder bare i taage. Eller rettere sky.

Vi vandrer langsomt op gennem skyen, og pludselig er alting klart. Og varmt. Meget varmt. Af med regntoej og ekstra troejer. Den sortgraa lava ligger i tykke lag som en stor stivnet masse. Den ser stadig flydende ud. Den skinner og boelger sig bloedt ned ad bjergsiden.

Laengere op mod toppen. Forsigtig nu.
"Crash!" En turist traeder lige igennem jorden. Hans fod havner i et tomt roer af stoerknet lava. Heldigvis er det et gammelt roer, og det er tomt og koldt. Men lavaen er skarp og river lange fine saar i hans ben.

Pas paa, hvor du traeder. Lige her er rigtig varmt, og det roede lys fra spraekkerne lige under dig er ikke en effekt fra en filmkulisse. Det er ildroed, glohed, braendende lava. Direkte fra jordens indre. Her stinker af svovl, og det damper fra jorden overalt omkring os.

Wow. Sa er vi der. Lige paa toppen af vulkanen. Se der: 100 meter vaek kan man se den lysende ildmasse flyde ned mellem hoeje mure af stoerknet lava. Bare lavaen ikke pludselig aendrer sine veje og faar lyst til at bryde op ad vulkanen lige her, hvor vi staar. Uh det giver et lille, nervoest sug i maven bare ved tanken. Og bliver her ikke varmere lige pludselig? Puh, her lugter. Okay, jeg gaar altsaa lige lidt vaek.

Du finder bare selv ned ikke? Jeg smutter.

Skilsmisser, skolepenge og samfundsforhold

Jeg taler ikke så meget spansk, men jeg forstår faktisk temmelig meget – mere end jeg havde regnet med. Første dag på spanskskolen havde jeg en lærer, som næsten ikke kunne engelsk, så vi talte kun spansk. Det vil sige, hun talte en hel masse, og jeg spurgte bare lidt, når jeg ellers lige kunne få et spørgsmål sat sammen. Ud over at terpe verber, fik jeg lige en lille samfundslektion og lidt livshistorie oven i købet.

Aura, som hun hedder, er enlig mor, hvilket er meget normalt. Over halvdelen af alle guatemalanske ægtepar bliver skilt, og bagefter er det ofte kvinden eller kvindens forældre, som hænger på børnene. Derfor begynder kvinderne også at få færre børn, for de kan ikke selv passe dem, når manden er skredet til fordel for en yngre kvinde.

Det er i øvrigt min erfaring indtil nu, at de voksne mænd ofte har mindst et tidligere ægteskab og en hel del børneflokke rundt omkring. Det lader til at være kulturen både i Belize og Guatemala. José fra Belize, som vi kørte med til San Ignacio, har børn med tre kvinder, hvad han ved af, som han siger. Han betaler børnebidrag, men han ser vist kun nogle få af dem. Julio, som er en af spansklærerne her i Antigua, Guatemala, har syv børn i alt, og ser faktisk de fleste af dem mindst en gang om ugen.

Fra og med 2009 er staten i Guatemala begyndt at betale de første seks år af børnenes skolegang, heldigvis. Sidste år var det omkring 40 % af børnene i Guatemala, der gik i skole. I år er det omkring 70 %. Tallene stammer fra Aura, som arbejder som skolelærer udover spansklærer, så de skal nok tages med et gran salt, men jeg tager hende som en ret pålidelig kilde.

Problemet for de sidste 30 % er slet og ret fattigdom, for selv om skolen nu er gratis, koster det mange penge at sende børnene i skole. Først og fremmest mister forældrene deres arbejdskraft. Det er ulovligt at arbejde, før man bliver 18 år i Guatemala, men rigtig mange børn arbejder alligevel helt fra de er meget små. De står og sælger mad og ting på gaden, eller de går med far i marken og skoven.

Udover den mistede arbejdskraft og indtægtskilde, koster det også en del at købe udstyr til et skolebarn. De skal have papir, bøger, blyanter og en uniform ikke mindst. Det kan sagtens koste 500 quetzales for et semester, og mange guatemalanere tjener kun 1200 quetzales om året. Det er altså meget, der skal spares sammen i løbet af et år. Især hvis familien har flere børn, hvad de altid har. Især på landet er det normalt at have 6-8 børn, mens byfamilier efterhånden kun tæller 3-4 børn. Men så er der også stadig brug for mere end to hele årsindkomster, hvis alle børnene skal i skole.

Es muy triste, som Aura siger. Selv klarer hun sig ret godt, selvom hun er alene med to drenge. Det var svært, dengang de var små. Nu er det lettere, fordi de kan klare sig selv om dagen, mens hun arbejder. Den ældste er 16, men ser ældre ud, forklarer hun. Derfor kan han arbejde i hendes vens rejsebureau uden problemer, så han kan tjene lidt lommepenge ved siden af skolen.

Det var vist nok om samfundsforholdene for denne gang.

Sólo hablo un poco español

Okay, jeg køber nok ikke hele indianeruniformen. Vi har lige været på marked i Antigua, og en rigtig indianernederdel koster op til 600 quetzales, hvilket svarer til omkring 450 danske kroner. Så vigtigt var det vist heller ikke. Men jeg har købt en rigtig indiansk overdel. Broderet i hånden over otte måneder. Det må være nok for nu.

Det var rigtig spændende i går, da vi sammen med vores spanskskole besøgte en lille indianerlandsby uden for Antigua, San Antonio. Vi blev modtaget af en flok indianerkvinder, som gerne ville sælge os deres håndlavede dragter, tasker, punge, bælter, æsker, piber og meget mere. Men først fortalte de os en hel del om deres skikke og deres tøj. Nogle af de andre elever blev instrueret i både bryllupstradition og -dans. Jeg har opgivet at uploade en videooptagelse af det.

Bagefter fik vi lov at prøve at lave en tortilla – de små pandekager, som man får til et hvilket som helst måltid næsten. Det er ofte ikke et spørgsmål, om man skal have tortilla. Det er mere et spørgsmål om hvor mange, man skal have.

Der er naturligvis ikke tortilla til morgenmad. Nu bor vi hos Margaritha, en ældre kvinde, som laver traditionel mad til os morgen, middag og aften. Det er meget billigt og rigtig godt. Morgenmaden er en hel del bedre end på de ellers meget dyrere hoteller i Florida.

I går fik vi pandekager med frugt og yoghurt, og i dag fik vi friskskåret ananas, vandmelon, mango og andre frugter, jeg ikke kan navnet på. Dejligt. Men ikke så mættende. Det holdt ikke til frokost. Efter 2-3 timers spanskundervisning var vi helt færdige, og måtte have en håndlavet sandwich fra den nærmeste lille madbod, inden vi kunne færdiggøre undervisningen.
I det hele taget er det meget udmattende at have fem timers en-til-en undervisning hver dag, men vi vil jo gerne lære sproget, og vi trænger i den grad til hjælp.

Det er også dejligt at prøve at blive det samme sted mere end to overnatninger. Helt afslappende, at man ikke skal tænke på næste bus og hvor, vi kan efterlade oppakningen. Vi starter i skole klokken otte om morgenen, og så har vi fri 13.00. Uoverskueligt tidligt for Søren især, men på den måde har vi masser af tid til at tage ud og se noget andet om eftermiddagen.
I morgen vil vi se nærmere på en af de tre vulkaner, som ligger rundt om Antigua, og Søren drømmer også om at leje knallerter eller scootere og køre op i bjergene på udflugt. Lad os nu se.

Hasta luego mis amigos.