Foerste dag paa dykkerkursus: to dyk!
Vi sad hele aftenen i gaar og laeste paa teorien om sikker dykning, funktionerne ved dykkerudstyret og kommunikation under vandet. Vi stod endda op halv syv i morges for at laese videre, for i formiddags blev vi testet i vores dykkerviden.
Det gik heldigvis fint nok, saa meget kort efter sad vi i vandet lidt fra stranden med hele udstyret paa. Vi skulle proeve at toemme vores maske for vand - under vand - og vi oevede at faa luft fra hinandens lufttanke, i tilfaelde af, at vores egen loeber toer eller bare ikke fungerer, naar vi er under vandet.
Det er altsammen meget alvorligt egentligt, men samtidig er det vildt sjovt at sidde under vandet og kigge rundt, ligesom vi taget paa skovtur eller noget andet. Vi er jo bare taget ud i naturen, for at se lidt naermere paa den.
Efter en kort frokostpause tog vi ud paa dybere vand. Vi tog alt udstyr paa og vaeltede bagover fra baadkanten. Det var helt maerkeligt at stige ned gennem vandet.
Man skal hele tiden udloese trykket i oererne, saa det ikke kommer til at goere ondt. Men naar man eller har faaet det paa plads, saa er det bare fantastisk. Du finder den rette opdrift (eller hvad det hedder paa dansk - vi laerer det kun paa engelsk), og saa flyder du bare rundt mellem fiskene.
Havet her omkring Roatan, Honduras, er fyldt med meget farverige fisk. Lidt som at vaere i Danmarks Akvarie, bortset fra at det fuldstaendig omkranser dig. De smaa blaa, orange og maerkelige fisk svoemmer over dig, under dig og lige forbi dit hoved. Her er ogsaa fyldt med forskellige coraller og svampe, og vi saa en stor hummer og nogle bitte smaa rejer paa bunden i dag.
Vi var nede ved omkring 9 meters dybde. Vores kursus raekker til 18 meters dybde, saa det skal nok blive vildere i morgen - og endnu vildere i overmorgen...
torsdag den 11. juni 2009
mandag den 8. juni 2009
Jorden ryster under os
Da vi boede hos Margarita i Antigua, Guatemala, oplevede vi et lille jordskaelv. Foerst var vi lidt i tvivl om, hvad det var. Gulvet og vaeggene rystede ganske kort - maaske et par sekunder eller fire. Men i nat var vi ikke i tvivl.
Vi laa i sengen paa vores hotel i kystbyen La Ceiba, Honduras, og var egentlig klar til at sove, da alting under os begyndte at ryste. Det raslede i hele hytten, og det foeltes som om, der stod fem mand med en betonryster ind mod murene i hotellet. Og de blev ved, skruede op for styrken og blev ved. Hvertfald 20 sekunder, tror jeg. Det foeltes som ret lang tid, og saa var det bare ovre. Helt stille. Helt maerkeligt.
Ude paa gaden kunne man hoere mandestemmer. De raabte frem og tilbage over gaden. Jeg kiggede ud ad vinduet, men kunne ikke se noget forandret. Bare en smadret baggaard fyldt med smaa bliktage og vaeltede skraldespande. Men det er ikke anderledes, end det plejer at vaere. Det er jo Mellemamerika. Et tag er et tag, og affald er noget, man smider fra sig, naar man ikke skal det bruge det til noget laengere.
Saa kom efterskaelvet. Lidt voldsommere end det korte i Guatemala, men ikke meget. Vi var nok bare mere opmaerksomme paa det nu.
Et kvarterstid efter bankede det paa doeren, og en mand fra hotellet spurgte os, om vi var "listo". Vi skulle goere os klar til at forlade hotellet, hvis han kom tilbage. Saa vi pakkede vores ting sammen og tog toej paa. Helt underlig fornemmelse. Der var jo helt stille igen. Der skete heller ikke mere, saa vi vaagnede med toejet paa og alting i behold.
I dag kan vi laese i avisen, Tiempo, at jordskaelvet maalte 5,7 paa Richterskalaen, og at epicentret laa 3o km fra La Ceiba ude i vandet. Der er ingen tilskadekomne, men den 28. maj i aar oplevede de et jordskaelv paa 7,3, og da var der seks mennesker, der doede. Denne gang er der kun et par mure i nogle huse, der er faldet sammen.
Ej, hvor jeg synes, det var vildt. Og hvor var det lige tilfaeldigt, at vi skulle vaere saa taet paa epicentret. Og lige nu. Vi er jo bare paa vej ud mod Roatán, en af dykkeroeerne ud for Honduras. Jeg er meget fascineret af de enorme kraefter i jorden, og saa er jeg bare mega heldig at faa lov at opleve to slags: baade vulkaner og jordskaelv. Sejt.
Vi laa i sengen paa vores hotel i kystbyen La Ceiba, Honduras, og var egentlig klar til at sove, da alting under os begyndte at ryste. Det raslede i hele hytten, og det foeltes som om, der stod fem mand med en betonryster ind mod murene i hotellet. Og de blev ved, skruede op for styrken og blev ved. Hvertfald 20 sekunder, tror jeg. Det foeltes som ret lang tid, og saa var det bare ovre. Helt stille. Helt maerkeligt.
Ude paa gaden kunne man hoere mandestemmer. De raabte frem og tilbage over gaden. Jeg kiggede ud ad vinduet, men kunne ikke se noget forandret. Bare en smadret baggaard fyldt med smaa bliktage og vaeltede skraldespande. Men det er ikke anderledes, end det plejer at vaere. Det er jo Mellemamerika. Et tag er et tag, og affald er noget, man smider fra sig, naar man ikke skal det bruge det til noget laengere.
Saa kom efterskaelvet. Lidt voldsommere end det korte i Guatemala, men ikke meget. Vi var nok bare mere opmaerksomme paa det nu.
Et kvarterstid efter bankede det paa doeren, og en mand fra hotellet spurgte os, om vi var "listo". Vi skulle goere os klar til at forlade hotellet, hvis han kom tilbage. Saa vi pakkede vores ting sammen og tog toej paa. Helt underlig fornemmelse. Der var jo helt stille igen. Der skete heller ikke mere, saa vi vaagnede med toejet paa og alting i behold.
I dag kan vi laese i avisen, Tiempo, at jordskaelvet maalte 5,7 paa Richterskalaen, og at epicentret laa 3o km fra La Ceiba ude i vandet. Der er ingen tilskadekomne, men den 28. maj i aar oplevede de et jordskaelv paa 7,3, og da var der seks mennesker, der doede. Denne gang er der kun et par mure i nogle huse, der er faldet sammen.
Ej, hvor jeg synes, det var vildt. Og hvor var det lige tilfaeldigt, at vi skulle vaere saa taet paa epicentret. Og lige nu. Vi er jo bare paa vej ud mod Roatán, en af dykkeroeerne ud for Honduras. Jeg er meget fascineret af de enorme kraefter i jorden, og saa er jeg bare mega heldig at faa lov at opleve to slags: baade vulkaner og jordskaelv. Sejt.
Paa roeven, paa knaeene og lige paa graensen
El Salvador er et af de mindre lande i Mellemamerika. De bruger US Dollars - rigtig dejligt for os, for saa kunne vi lige haeve lidt ekstra og fylde noedlageret op. Det er ALTID godt at have lidt ekstra penge i bagagen. Det oplevede vi isaer ved graenseovergangen til El Salvador.
Vi vaagnede kort foer graensen til El Salvador og blev helt overrumplede af en syv-ti mand uden for bussen, som ville have 20 US dollars for at lade os komme ud af Guatemala. Helt forvirrede og intetanende skyndte vi os at toemme vores lommer for penge, men der var ikke nok. Vi anede jo ikke, at det kostede saa meget at komme over, og vi proever jo at bruge de sidste penge i et land, inden vi tager videre til en ny moentenhed. Heldigvis havde Soeren en 20 dollarseddel i sit hemmelige rum i rygsaekken, saa vi fik lov at passere.
Bagefter sad vi helt forbloeffede og forvirrede i bussen og oenskede aahh saa inderligt, at vi ikke ogsaa skulle betale noget for at komme ind i El Salvador. Vi havde kun en eneste endollarseddel tilbage. Ups!
Heldigvis skete der ikke mere. Ved graensen ind til El Salvador kom der bare en paskontrolloer og et par sygeplejersker, som ville vide, om vi slaebte svineinfluenza med ind i deres land. Det gjorde vi ikke, saa vi fik lov at rejse videre. Vi skyndte os naturligvis ind i den foerste og den bedste ATM (haeveautomat) og haevede saa rigeligt med dollars. Nu har vi et stort lager fordelt i bagagen.
Vi vaagnede kort foer graensen til El Salvador og blev helt overrumplede af en syv-ti mand uden for bussen, som ville have 20 US dollars for at lade os komme ud af Guatemala. Helt forvirrede og intetanende skyndte vi os at toemme vores lommer for penge, men der var ikke nok. Vi anede jo ikke, at det kostede saa meget at komme over, og vi proever jo at bruge de sidste penge i et land, inden vi tager videre til en ny moentenhed. Heldigvis havde Soeren en 20 dollarseddel i sit hemmelige rum i rygsaekken, saa vi fik lov at passere.
Bagefter sad vi helt forbloeffede og forvirrede i bussen og oenskede aahh saa inderligt, at vi ikke ogsaa skulle betale noget for at komme ind i El Salvador. Vi havde kun en eneste endollarseddel tilbage. Ups!
Heldigvis skete der ikke mere. Ved graensen ind til El Salvador kom der bare en paskontrolloer og et par sygeplejersker, som ville vide, om vi slaebte svineinfluenza med ind i deres land. Det gjorde vi ikke, saa vi fik lov at rejse videre. Vi skyndte os naturligvis ind i den foerste og den bedste ATM (haeveautomat) og haevede saa rigeligt med dollars. Nu har vi et stort lager fordelt i bagagen.
Vi tog straks videre fra hovedstaden, San Salvador, til den naermeste og populaereste kystby, La Libertad. Friheden. Totalt surfersted. Hotellet var ogsaa fyldt med unge, solbraendte europaerere og nordamerikanere og deres vaade surfboards.
Foerste dag noejedes vi med at bade i de kaempe boelger og se lidt paa byen, men soendag fik vi et par timers surftraening med hjaelp fra en garvet surfer. Mandag lejede vi et board en time og skiftede halvejs.
Det er virkelig haardt. Faktisk er noget af det haardeste at komme ud gennem alle de voldsomme boelger. Ind skal man nok komme. Man bliver naermest suget ind mod kysten baade i og mellem boelgerne. Og saa er det rigtig svaert at faa rejst sig op paa boardet. Jeg naaede kun til at staa paa knaene. Hver gang jeg proevede at stille mig paa foedderne, gik det helt galt. Jeg skal vist traene lidt mere intensivt.
Men det var nu sjovt nok alligevel. Jeg ELSKER boelger.
Abonner på:
Opslag (Atom)